Hvis du brænder for Corporate Finance og har talentet, har vi mulighederne

Bliv en del af PwC Deals SMV

Vi oplever stor succes og søger derfor en eller flere ambitiøse studerende til vores afdeling i Aarhus, der yder corporate finance rådgivning for mindre og mellemstore virksomheder i forbindelse med køb og salg af virksomheder. Med mere end 30 danske og 2.700 internationale Corporate Finance specialister er PwC den førende Corporate Finance rådgiver i Danmark og globalt.

Du vil indgå i et dynamisk team med stor transaktionserfaring, som er kendetegnet ved et højt engagement og store ambitioner. Opgaverne løses typisk i mindre projektgrupper, hvor du vil komme til at arbejde sammen med en række højt kvalificerede kollegaer og være en væsentlig del af opgavens gennemførelse. Du vil supportere i forbindelse med både salgsarbejde (pitch udarbejdelser) og konkrete købs/salgs-mandater, og du vil arbejde tæt sammen med afdelingens Analytikere, men også blive eksponeret mod afdelingens Managere og Partnere. Arbejdsopgaverne vil være meget varierende og omfatter bl.a. informationsindsamling, analyser af selskaber og industrier, udarbejdelse af virksomhedspræsentationer, værdiansættelser samt finansielle modeller. Det er en udfordrende stilling, som giver betydelige udviklingsmuligheder og en stejl læringskurve.

Arbejdet foregår i et professionelt og internationalt miljø - ofte med involvering af udenlandske kolleger, kunder eller modparter. Desuden løses vores opgaver i tæt samarbejde med vores kunder, som består af den øverste ledelse, bestyrelse og/eller ejerkredsen i selskaberne. Opgaverne har normalt højeste strategiske prioritet, og du får derved eksponering mod virksomhedens øverste beslutningstagere.

Vores krav er lige så store som dine

Vi forventer, at du enten er nær at afslutte din økonomiske bacheloruddannelse som eksempelvis HA, BSc eller lignende, men med et væsentligt element af finansierings- og regnskabsfag, eller du er i begyndelse af din kandidatuddannelse og har valgt en linje med et væsentligt element af finansierings- og regnskabsfag.

Du er blandt de absolut dygtigste på din årgang, analytisk, dynamisk, ansvarsbevidst og har flair for tal. Samtidig er du struktureret og metodisk i din arbejdsform og god til at samarbejde og kommunikere. Du har stor interesse for virksomhedstransaktioner, strategi, finansiering og projektorienteret arbejde i et internationalt miljø kendetegnet ved høje forventninger til kvaliteten af dit arbejde og stramme deadlines. Du brænder for en karriere inden for Corporate Finance og er indstillet på at yde en ekstraordinær indsats, herunder at have en fleksibel indstilling til arbejdstider. Du skal påregne en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på +20 timer og i perioder mere.

Vi tilbyder en dynamisk arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på, at den enkelte medarbejder påtager sig et stort ansvar og bidrager selvstændigt til opgaveløsningen.

Er du PwC?

PwC er stedet, hvor de største talenter møder erhvervslivets beslutningstagere. Vi arbejder for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Vi er markedsledende i Danmark, og globalt er vi over 200.000 PwC'ere, så du har aldrig langt til viden og udvikling. Succes skaber vi sammen. Er du PwC?

Sådan ansøger du

Du ansøger ved at sende din ansøgning, cv og eksamensbeviser via linket i øverste højre hjørne. Vi indkalder løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist:
26-02-2018
Arbejdssted:
Aarhus
Yderligere oplysninger:

Peder Dahl
Mobil: +45 24661235

Tiltrædelse:
snarest muligt